Beskrivelse
Chardonnay Dalsheim (Ortswein) kommer fra en særlig del af en enkelt vinmark i Dalsheim, hvor mikroklimaet ifølge Florian Geil er ”ekstremt beskyttet”. Denne parcel ligger nemlig beskyttet fra de kølige vinde, som oftest bliver resten af marken til del i det tidlige forår, og det giver derfor oftest en perfekt start på vækstsæsonen for de Chardonnay-vinstokkene, som i øvrigt blev plantet i midten af 1990’erne, og som nu yder virkelig kvalitetsprægede druer. Jordbunden er (også) perfekt til Chardonnay, da den er yderst vel-drænet og består af den meget frugtbare, sandholdige løss samtidig med, at den er meget kalkholdig.
Druerne høstes i hånden og bringes forsigtigt til kælderen i små kasser for at undgå oxidering. Gæringsprocessen foregår i en blanding af nye og brugte egetræsfade (barriques), og efterfølgende modner vinen i 12 måneder på sit “lie” (bundfald) på de samme fade.
Chardonnay Dalsheim har en flot lysgylden farve med stor brillans. I duften fornemmer man straks, at Florian har søgt at tilnærme vinen en burgundisk stil. Her finder man subtile noter af vanilje og sprøde, ristede elementer fra fadlagringen i flot harmoni med diskrete eksotiske frugtaromaer, herunder citrus, fersken og mango. Smagen er på én gang meget rig, lang og harmonisk og samtidig yderst elegant. En virkelig flot Chardonnay fra ”Bourgogne i Tyskland”!
Servér vinen ved ca. 10°C til tapasserveringer, fiske-og skaldyrsretter (gerne asiatisk inspireret) samt ikke for modne oste.