Beskrivelse
Volnay – finesse og dybde fra Domaine Philippe Bouzereau
Denne elegante Volnay skabes af druer fra flere parceller – både 1er Cru og Village – hvor undergrunden præges af kalksten og silt. Kombinationen af markernes forskellige terroirs giver vinen en flot balance mellem finesse og fylde. Bouzereau dyrker med respekt for naturen: der pløjes mellem rækkerne, og kemisk ukrudtsbekæmpelse er fravalgt. Siden 2015 har parcellerne været i omlægning til økologisk drift.
Druerne håndhøstes parcel for parcel ved optimal modenhed og vinificeres hver for sig. Efter afstilkning og nænsom masning gennemgår mosten en kold skindmaceration ved 12°C i et par dage, før temperaturen hæves, og den spontane gæring sættes i gang med druernes egne gærceller. Under gæringen foretages både nedstempling og omrøring for at udtrække farve og struktur. Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk gæring og lagres i 18 måneder på klassiske 228-liters fade af fransk eg.
Før aftapning sammenstikkes vinene fra de forskellige parceller. Den klares let, men filtreres ikke – for at bevare vinens naturlige elegance og præcision.
I glasset fremstår vinen med klar rubinrød farve og en åben, parfumeret næse. Allerede som ung byder den på stor aromatisk dybde med nuancer af røde bær, florale toner og et let krydret præg. Smagen er fyldig, saftig og præget af modne frugter, et strejf af vanilje fra fadet og en rank tannin, der lover godt for vinens fremtidige udvikling.
Nyd den til kalv, lam, fuglevildt – eller klassiske Bourgogne-oste. Og husk: en vin som denne fortjener store glas.